Publiceret d. 26. december 2012 af Emil Birkeland Klintorp

Den obligatoriske sorte spand maling er smidt ned over vor hovedstad. Mørket siver ned ad byens gader og stræder, og man skal være mere end almindelig medicineret for ikke at lade sig gå en smule på af omgivelsernes dystre tristesse.

Heldigvis er der små lys i mørket, og de kommer ikke kun fra Københavns millioner af vinduer, men også fra det faktum, at vi er gået i vinterhi med bevidstheden om, at Løverne, Luksusdrengene, Lattedrikkerne - kald dem, hvad du vil - efter 20 runder i efteråret troner på toppen af Superligaen med noget så usædvanligt som 12 point ned til nummer to.

Som sidste år ved denne tid er det derfor på sin plads at kigge tilbage - tilbage på et efterår, hvor der var en skude, som skulle rettes op. Ja, det var faktisk lige før, den skulle bjærges, efter at CV i foråret en gang for alle havde lagt eventuelle planer om en fremtidig trænerkarriere i graven - forhåbentlig. Ind kom en belgier. Og hvilken belgier skulle det vise sig.

Ariel hed manden. Ariel Jacobs. Den 59-årige gentleman fra Vilvoorde i det halvbesynderlige Benelux-land har - lad os sige det, som det er - taget København med storm. Med verdensmandsattitude er han gået velklædt, men ydmygt til arbejdet, og han har sågar vist sig i stand til på nøgtern og forståelig vis at kunne analysere kampe for rullende tv-kameraer. Gisp!

Og det er ikke kun København, der er faldet for Ariels dannede attitude. Næ, kærligheden bliver såmænd gengældt af den cyklende belgier, der i dette interview erklærer sig ganske fornøjet over livet i den kolde stad mod nord. Hertil er han fløjet - ikke cyklet - med den førnævnte ydmyghed og en klar overbevisning om eller erkendelse af, at han ikke skal ændre FC København. Det kom blandt andet til udtryk ved, at han ikke hev spillere med fra sin forhenværende arbejdsgiver, Anderlecht, sådan som man ellers ofte ser trænere gøre det.

Selvom han havde læst grundigt på lektien og bundet en ulastelig knude på sit slips, kom disciplinen i truppen bag på den rutinerede coach. I Belgien skal man ifølge Jacobs først agere politimand og derefter træner. Sådan er det angiveligt ikke i DK - i hvert fald ikke i København.

Ovennævnte tjener naturligvis spillerne og organisationen FC København til ære i en tid, der ellers var præget af mismod, skuffelse og bitterhed efter det missede mesterskab og den deraf tabte Champions League-deltagelse, som mange - inklusiv denne blogskribent - tog for givet, da vi krøb i hi med julelys i øjnene for et års tid siden.

Hvis vi lægger ud med plusserne - galden og minusserne skal vi nok komme til senere - så må man sige, at disse trods alt har været i overtal i efteråret, som FC København har "vundet" for tredje år i træk. Én ting er det førnævnte forspring på 12 point. Noget andet er den håndfuld spillere, der har gjort Ariel Jacobs første halvår i klubben til en om ikke våd, så i hvert fald fugtig drøm.

Nicolai Jørgensen, hvis lejeaftale blev gjort permanent allerede i september, står sammen med Andreas Cornelius som eksponenterne for det "nye" København, vi har set udfolde sig på banen i løbet af de seneste fem-seks måneder. Hr. Jørgensen har tilført det offensive spil en tiltrængt klat uforudsigelighed, og med ham og Bolaños er klubben nu officielt i besiddelse af to spillere, der er i stand til at drible uden om en modstander. Det er cirka to flere end hos de fleste andre hold i Superligaen.

Den gigantiske yngling (kæmpebaby om du vil) Cornelius har med sine 14 mål allerede slået sit Andeby-agtige efternavn fast i Superligaen. Ikke så meget fikumdik med ham. Han banker bare boldene i kassen, om det så er via pandebrask eller fod. Der var ikke grænser for dommedagsprofetierne, efter at Dame N'Doye - som foventet - blev solgt til russisk fodbold, men Calorius har bevist, at der altid kommer en sporvogn og en "Dame" til.

Ja, ja, man skal være varsom med at udråbe et 19-årigt talent til kommende storspiller à la N'Doye, men der er et eller andet med den lyshårede knægt, der skiller ham ud fra mængden. Og her tænker jeg ikke kun på hans 193 cm. og kolossale korpus. Efter et (forventet) formdyk vendte han tilbage på toppen hen mod slutningen af efteråret, og det skal blive spændende at følge hans duel med AGF's Aron Johannsson om topscorertitlen i Superligaen gennem foråret.

Blandt de øvrige positive indslag i Cirkus Ariel kan nævnes veteranbacken Lars Jacobsen, der på forbløffende vis bare ser ud til at blive bedre og bedre. En stabilitet af den kaliber er bogstavelig talt guld værd i en forsvarskæde, der efterhånden som bladene er drysset af træerne, har ført sig mere og mere overbevisende frem i Superligaen.

Vi vidste dybest set godt, at Kris Stadsgaard havde formatet til en stamplads i midten af kæden, men den arbejdsiver og udvikling vi har set hos hans makker, Ragnar Sigurdsson, har rent ud sagt været forbløffende. Islændingen er gået fra at have været marginalspiller til nu at være sikker mand på holdkortet. Ingen brok. Bare arbejde så hårdt som islandsk granit.

To yderligere elementer, der i større eller mindre grad får pilen til at pege opad, er den belgiske lynraket Igor Vetokele (20), der har gjort sig bemærket med et par indhop, som har været lige så opsigtsvækkende som hans fornavn. Igen en spiller der giver Ariel Jacobs mere at arbejde med på taktikbrættet. Samme hurtige, vævre angribertype er den lokalt fremavlede Danny Amankwaa (18), der dog endnu er et betragteligt stykke fra Igors boldomgang og spilfoståelse endsige start-11'eren.

Keder al denne idyl dig? Godt så. Lad os gå videre til det, der som regel skiller vandene og får Fernet-glassene samt diverse urbane udtryk fra fjerde baggård til at flyve gennem den tilrøgede luft nede på stamværtshuset: En god gammeldags tilsvining og forbandelse af dem og det, der ikke har fungeret i København i efteråret. For guderne (og Per Wind) skal vide, at der midt i roserne har været et par hæslige torne, som til tider har gjort de foregående måneder mere bitre end førnævnte italienske livseliksir.

Når holdet i den samme kamp er tvunget til at spille uden Jørgensen og Bolaños på hver sin kant, så er det tydeligt for enhver, at der stort set ikke er gennembrudsstyrke og kreativitet til rådighed. Hvad kan de to? De kan noget så sjældent i Superligaen som at afdrible en direkte modstander. Bare spørg den ellers driftssikre (og udpræget centralt orienterede midtbanespiller) Thomas Delaney om, hvad der kræves på kanten. J&B giver en ellers ganske farveløs midtbane (Vingaard har været en skygge af sig selv efter sin skadespause) et essentielt præg af uforudsigelighed.

I det såkaldte maskinrum har cheferne i efteråret været Thomas Kristensen og Claudemir, og meget kan man sige om de to, men offensivt sprudlende det er de ikke ligefrem. TK har etableret sig som en habil midtbanespiller, og selvom det ikke er spektakulært, så har det som oftest været ganske fint i efteråret med ham. Hans brasilianske sidemand er til sammenligning blegnet betragteligt over det seneste halve år - hvilket er lidt af en præstation i sig selv, når man ligger ved siden af TK. Som en af mine venner beskriver det: "Claudemir har mistet evnen til at spille frem i banen. Det var stort set det eneste, han kunne før."

Ariel har til tider eksperimenteret med midtbaneformationen og bl.a. forsøgt sig sporadisk med "en diamant". Uanset om der bliver stillet op med to ligestillede centrale midtbanefolk eller én defensiv og én offensiv, så skriger midtbanen på en general, der kan hive holdet op, når spillet falder fra hinanden, og når holdkammeraterne hænger med hovederne, som vi så det i 0-1-udebanenederlaget til AC Horsens (efterårets eneste liganederlag). Med andre ord: En Linderoth/Kvist-type med acceptabel afslutningsstyrke og blik for assisten. Muligvis utopisk, men ikke desto mindre er det sådan en mand, holdet mangler - ikke mindst for at kunne spille med europæisk.

Ak ja, europæisk... Efter at være blevet slået ud i sidste runde af CL-kvalen af Lille, der siden hen meget rammende skulle få læsterlige klø i hovedturneringen, var der dømt Europa League for Byens Hold. Her skulle holdets begrænsninger blive udstillet i en grad, så det periodevis gjorde decideret ondt at se på. Fem mål i seks gruppekampe mod, let's face it, relativ gennemsnitlig modstand fra VfB Stuttgart, Molde og Steaua Bukarest siger det hele, og før vinterpausen var det hele ganske fortjent slut.

På trods af den på papiret overkommelige gruppe var der tale om skarpere modstand end den, man bliver budt i den hjemlige andedam, og her slog kræfterne og evnerne ganske enkelt ikke til. Fremme i angrebet så vi bl.a. det, vi jo godt vidste: At stortalentet Cornelius stadig har meget at lære - eksempelvis over for hårdføre europæiske modstandere. Så kunne man forvente, at hans faste angrebsmakker Santin trådte i karakter, men her må vi bare konstatere, at den 31-årige brasilianer med den sælsomme hårpragt i ravfarvede nuancer igen viste sig for svag. Ét mål scorede han i gruppespillet, og det var på straffe.

I ligaen kom Santin takket være en rigtig flot sidste kamp inkl. to scoringer mod FC Nordsjællands mestre (4-1 i Parken) op på ni sæsonmål i alt. Set udefra er det jo egentlig en udmærket statistik, men når man har været på banen i samtlige 20 ligakampe for et hold, der kreerer så mange chancer som FC København, så er ni mål dybest set blot det, man kan forvente. Hvad man også kan forvente, er gåpåmod og vindermentalitet.

Som alle, der følger klubben, ved, så har Santin en uheldig tendens til at forsvinde ud af kampene så snart, der kommer modgang (læs: en modstander der tackler). Ugidelig og smådeprimeret lusker han rundt, hvilket træneren kun finder sig i - må man gå ud fra - fordi han trods alt sætter et anstændigt antal mål ind sæson efter sæson (inklusiv straffesparksscoringer). Unge kræfter venter i kulissen, og hvis der er retfærdighed til, hvilket ikke er en selvfølge i topfodbold, så får førnævnte Vetokele (alternativt Amankwaa) chancen for at vise sig mere frem i løbet af foråret, når Santin for 117. gang mister al livsgnist.

Men, men, men ... Det ligner altså et sikkert danmarksmesterskab og efterfølgende Champions League-gruppespil. Lige så sikkert er det, at det nuværende hold i en bare nogenlunde gruppe i verdens hårdeste klubturnering vil ryge ud på bar røv og blødende albuer. Den risiko vil et dansk hold altid skulle leve med i Champions League, men omvendt kan chancen for at klare sig godt og eventuelt gå videre fra gruppespillet, som FC København har gjort før, variere ganske betragteligt alt efter holdets styrke og erfaring.

Det lys i mørket, jeg omtalte indledningsvis, stammer ikke kun fra det store forspring i Superligaen, men også fra håbet om, at efterårets profiler og talenter fortsætter deres positive udvikling i foråret, og at CV & Co. på direktionsgangen tilfører holdet en eller to rutinerede klassespillere. Den slags spillere der kan gå direkte ind på holdet (behovet er som nævnt størst på midtbanen) og tilføre det, som udgør forskellen på et godt dansk klubhold og et stort dansk klubhold.