Publiceret d. 7. december 2011 af Emil Birkeland Klintorp

Vinteren er ved at stramme sit kolde greb om nationen, hvilket som altid betyder, at Superligaen er lagt på køl, indtil alle baner herhjemme kan være med igen - hvilket desværre vil sige indtil marts. Her i hovedstaden mangler vi en "træningskamp" mod Standard Liege i Europa League, før vi kan sige "på gensyn til foråret", men det skal ikke forhindre mig i at forsøge at gøre status oven på et Superliga-efterår, der har budt på omvæltninger samt op- og nedture for de danske mestre fra FC København.

For endnu engang at gøre det helt klart: Dette er sæsonen, der ikke må tabes på gulvet. Losing is not an option. For én gangs skyld flyver den kommende danske mester, som de fleste sikkert ved, direkte op til stjernerne i Champions League - og slipper dermed for at løbe ind i verdensklassemandskaber (...) som eksempelvis Viktoria Plzen på dørtrinnet til de store drenges liga. Jeg håber derfor, at Københavns spillere vil ryste ligeså lidt på fødderne i forårets kampe, som denne signatur ryster på hånden, når han skriver, at københavnerne så småt kan begynde at glæde sig til igen at skråle med på CL-hymnen næste efterår.

Fodboldguderne skal vide (og det gør de sikkert allerede), at det ikke har været lige smukt, det, der er foregået i de kampe, som har haft København som den ene part her i efteråret. Ja, faktisk har det af og til været så guddommelig jammerligt, at man som tilskuer har fået panikagtige flashbacks til den migrænefodbold, som den sidenhen så feterede træner Ståle Solbakken lagde ud med i København.

To lavpunkter tårner sig op som skamstøtter på efterårets tidslinje: Hjemmekampen mod FC Nordsjælland i oktober (1-3) og udekampen i Europa League mod Vorskla Poltava i november (1-1). I den første kamp blev København-holdet spillet rundtosset i nordsjællændernes sirlige mønstre og tabte helt efter bogen. At bølgegangen i københavnernes formkurve var påbegyndt undertreges af, at holdet blot fire dage forinden havde spillet sin måske bedste halvleg efter pausen på udebane mod Hannover 96 (2-2). Mod Nordsjælland var der ingen formildende omstændigheder - ud over at vi tabte til et storspillende udehold.

I udekampen mod ukrainske Vorskla Poltava havde spillerne kniven for struben i Europa, men endte med at levere en præstation så ringe, at man ret beset skal tilbage til 90'erne for at finde magen til i København. Banen var dårlig, som den ofte er på de kanter, men der er ingen undskyldninger for ikke at kunne præstere to på hinanden følgende afleveringer. Behøver jeg at sige, at Vorskla pt ligger nummer ni i den ukrainske liga? Holdet er ikke mange gram bedre end den hjemlige prügelknabe HB Køge. Alligevel magtede København ikke - på en aften hvor tabte point stort set var lig med et farvel til europæisk fodbold i foråret - at få mere end en pinlig uafgjort med hjem. Dermed var den europæiske "mellemsæson" en realitet, og København kan nu koncentrere sig om pokalturneringen og forsvaret af Superliga-guldet til foråret.

...hvilket bringer mig frem til sidste halvdel af dette blogindlæg, der som antydet i begyndelsen trods alt fortrinsvist spilles i dur frem for i mol. Hvordan kan jeg tillade mig at være sikker på, at København genvinder titlen og spiller sig i CL? 100 procent sikker kan man vel aldrig være - slet ikke i denne sæson. Men så lad mig erklære mig 95 procent sikker på DM-guld til København. Den resterende del af Superligaen er - med undtagelse af Nordsjælland - så meget mere ustabile end København, at det set over en hel sæson er umuligt at få øje på ét hold, der retter sig op og melder sig ind i kampen om guld.

For stabilitet er jo relativt. I København kan man tale om en ustabil efterårssæson, til trods for at holdet fik sin bedste start på turneringen i sin historie med 28 point efter 10 kampe. Mange havde ellers spået, at tabet af stamspillerne fra sidste sæsons successæson Jesper Grønkjær, William Kvist, Zdenek Pospech og Oscar Wendt samt succestræner Ståle Solbakken ville ramme hårdt fra starten af efteråret.

Tabet af disse profiler viste sig helt forudsigeligt at gå ud over spillet - men ikke umiddelbart over pointhøsten. Dette faktum understreger det relativt lave niveau i Superligaen - ikke mindst hos sidste sæsons nummer 2 og 3, OB og Brøndby, der burde kunne bide et svækket København-hold i haserne, men som pt ligger og roder på henholdsvis 8. og 10. pladsen. I de seneste otte runder op til vinterpausen formåede København imidlertid kun at vinde tre kampe. Vinterpausen kommer derfor som kaldet for Byens Hold, der uden tvivl vil forstærke sig op til foråret, hvor klubbens spillemæssige formkurve traditionelt set er stigende.

Først og fremmest skal der forlænges med hjemvendte Lars Jacobsen. Den 32-årige højrebacks tilstedeværelse har været mærkbar i Superligaen - ligesom hans fravær har været det i de europæiske kampe. Andenvalget Johnny Thomsen er selvsagt ikke i nærheden af at have Jacobsens klasse - eller bare klasse i det hele taget. I efterårets sidste kamp, hjemme mod AGF, sang tilskuerne "four more years" ned mod Jacobsen, der kvitterede ved at vende fire fingre op mod Nedre C, mens hans ansigt syntes at sige "mener I virkelig fire år mere?". Meget tyder på, at viljen er der fra både spiller og klub, og mindre end fire år kan vist også gøre det.

Med skadede Mathias Zankas tilbagevenden til midterforsvaret i foråret styrkes holdets rygrad, men selvom Ragnar Sigurdsson har gjort det hæderligt i hans fravær, er den ellers så klippefaste Sölvi Ottesens skrøbelige ... ja, ryg med til at øge kravet om en forstærkning til midterforsvaret. På venstreback ser det anderledes driftsikkert ud. Costaricanske Bryan Oviedo har skubbet den stabile, men noget anonyme Pierre Bengtsson ud på bænken - ikke mindst takket være sine lynhurtige ryk og sine skarpe indlæg.

Midtbanen ser med Martin Vingaards tilbagekomst ganske solid ud på papiret, mens det i praksis mildt sagt kniber af og til. En firekæde på midtbanen bestående af Bolaños, Grindheim, Claudemir og Vingaard bør kunne spille sig op til tilstrækkeligt imponerende højder i foråret. Hvorvidt det løsgående missil Pape Pate Diouf skal spille fast fremover, er op til Roland Nilsson at bestemme - så det kan den svenske træner jo passende fortsætte med at slå med terninger om. U-21-landsholdsspilleren Thomas Delaney beviste to ting i kampen mod AGF, hvor han blev kåret til Man of the Match: At han skal spille centralt og ikke på fløjen, samt at der i modsætning til konkurrenten Thomas Kristensen er perspektiver i københavnerknægten med de lange, sorte lokker.

I angrebet, mener jeg, at vi ligeledes har fået bekræftet to ting i løbet af efteråret: At Morten Nordstrands tid i København synger på sidste vers, og at César Santin - selvom han fortsat scorer et ganske acceptabelt antal mål (10 i efteråret) - alt for ofte falder ud af kampene og ser ud til at miste modet. København scorer fortsat flest mål i Superligaen, men en dynamisk og skarp makker til target-monstret Dame N'Noye vil være en kærkommen julegave at smide ned gennem Parkens skorsten.

Det ville være arrogant ikke at tage Nordsjælland seriøst, selvom jeg altså ikke tror på, at de hen over foråret kan hente forspringet på fire point til København. Nordsjællands hurtige spil og ikke mindst mageløse defensiv har været imponerende at følge i efteråret. En af mange forvrøvlede fodboldklichéer går på det mindre hold, der spiller over evne. Nordsjælland har ikke "overpræsteret" i efteråret, men har ganske enkelt evnet at konsolidere sin boldfaste stil. Vil holdet kunne fortsætte denne stil på forårets notorisk hullede baner rundt omkring i Danmark? Jeg tvivler. Nordsjælland får mulighed for at vise sine forårsfornemmelser i et hårdt startprogram, der byder på AGF (ude), OB (ude), Brøndby (hjemme) og Horsens (ude).

I sæsonens sidste kamp - hjemme mod Silkeborg den 23. maj - vil København efter min vurdering for fjerde sæson i træk kunne løfte DM-pokalen. Et dristigt bud herfra vil være, at klubben tidligere på ugen allerede har erobret pokaltitlen i en finale mod AC Horsens og dermed kan kalde sig vinder af the double 2011-2012 - sæsonen der ikke må tabes på gulvet.