Publiceret d. 12. oktober 2011 af Emil Birkeland Klintorp

Midt i det dødvande, nogle omtaler som landsholdspause, finder jeg det betimeligt at levere endnu et blogindlæg om Serie A. Om ikke andet for at minde alle jer halvdeprimerede tifosi om, at der rent faktisk findes lys for enden af den mørke tunnel, hvor anden- og tredjerangslandshold som England, Danmark, Belgien, Irland og Montenegro kæmper om at få lov til at blamere sig ved det kommende EM i Polen og Ukraine (Tillykke til Danmark i øvrigt).

I runden efter mit seneste blogindlæg tydede noget på, at den forudsete status quo ville få de nye vinde til at løje af. I hvert fald vandt både Milan og Inter deres kampe mod henholdsvis Cesena og Bologna - i øvrigt de to hold, der netop nu danser dødedans i bunden af rækken. Men Juventus og Napoli ville det anderledes og beviste allerede i runden efter endegyldigt, at de to detroniserede, men traditionsrige giganter nu igen kan udfordre det milanesiske magtmonopol, der har hersket i Italien siden Calciopoli-skandalen i 2006.

Ikke engang et besøg fra klubejer Silvio Berlusconi på træningsanlægget Milanello forud for udekampen mod Juventus kunne motivere Milan-spillerne til at yde deres bedste. Berlusconi, der få dage forinden sikkert havde fejret sin 75 års fødselsdag med manér, mente ellers, at hans hold ville slå Den Gamle Dame sikkert. Allerede dér ville iagttagere af italiensk politik have anet uråd velvidende, at ministerpræsidentens realitetssans er af den mildt sagt mere ramponerede slags. Om det var misundelse, der sidenhen fik Berlusconi til at foreslå, at holdets svenske profil Zlatan Ibrahimovic blev klippet, er svært at sige. Sikkert er det dog, at den tyndhårede mediemogul ikke går af vejen for en hårtransplantation i ny og næ. 

Juventus holdt hjemme i den nykonstruerede heksekeddel, Juventus Stadium, stort set Milan fra chancer og vandt sikkert 2-0 takket være den dobbelte målscorer Claudio Marchisio. Bemærkelsesværdigt var det også, at Juve-træner Antonio Conte holdt koryfæerne Alessandro Del Piero og Fabio Grosso på bænken og stolede på, at yngre kræfter ville ordne paragrafferne. Det gjorde de på imponerende vis. Zlatan Ibrahimovic havde eksempelvis ikke så meget som et enkelt skud på mål i kampen. Den slags går naturligvis ud over egoet, så det var forståeligt, at den 30-årige angriber få dage senere fra den svenske landsholdslejr proklamerede, at han var træt af fodbold.

Milanos bysymbol, La Madunina (Den Lille Madonna), må i det hele taget se ned på sine fodboldspillende bysbørn fra pladsen øverst på byens domkirke med bekymring. For hvis Milan er et såret hold, så styrtbløder den nordlige metropols andet hold, Inter. Klubben, der i 1960'erne introducerede den berygtede forsvarstaktik catenaccio har i år inviteret til åbent hus i det forsvar, der i øjeblikket er det dårligste i Serie A med 11 indkasserede mål i fem kampe. For at sætte Inters krise i relief: Holdet ligger netop nu lige over nedrykningsstregen på 17. pladsen og har endnu ikke scoret på hjemmebane i denne sæson.

Napoli blæste da også I Nerazzurri omkuld og vandt 3-0 i Milano i en kamp, hvor der til sidst var opløsningstendenser i hjemmeholdets forsvar. Det kunne dog være gået anderledes, hvis ikke dommer Gianluca Rocchi havde givet den senere udviste Joel Obi hans første gule kort i kampen for en fair tackling samt fløjtet for et straffe, der ikke var der, al den stund at forseelsen blev begået uden for feltet. Inters temperamentsfulde præsident, Massimo Moratti, sagde efterfølgende, at han ikke håbede nogensinde at skulle se Rocchi dømme en Inter-kamp igen. Det kan man sådan set godt forstå, eftersom lige netop denne dommer har udvist syv Inter-spillere i de seneste 16 kampe, han har dømt holdet.

I weekendens runde kan krisen i Inter blive yderligere forværret, når holdet drager til Sicilien, hvor det stærke hjemmehold Catania venter for foden af Etna. Milan får det med garanti også svært hjemme mod topholdet Palermo, ligesom den genfødte Gamle Dame fra Torino skal på en svær opgave ude mod Chievo i Verona. Rundens brag udfolder sig i Rom, hvor det er derby-tid: Lazio-Roma.

Det er altid godt at slutte med et kuriosum - og kuriøse hændelser er der nok af i Den Evige Stad, Rom. Tag nu for eksempel I Biancocelesti fra den ene hovedstadsklub Lazio. I mit seneste blogindlæg beskrev jeg, hvordan træner Edy Reja med veludviklet sans for melodramatik først havde lagt sig ud med klubbens tifosi for derefter at tilbyde sin afgang, hvilket han senere blev talt fra af klubbens præsident. "Billedet er smukt, men rammen er rådden", sagde Reja dengang.

Men tiden gik ... eller der gik helt nøjagtigt én uge, før rammen på mirakuløs vis var restaureret og ifølge den 65-årige træner fremstod "enestående". Så hurtigt skifter klimaet i italiensk fodbold. Alt, hvad der skulle til for at genoprette roen i Lazio, var et 0-0-resultat mod Palermo. Ugen efter vandt Lazio en imponerende 2-1-sejr ude mod Fiorentina og indtager inden 7. runde (1. runde mangler endnu at blive spillet) 7. pladsen i Serie A - à point med lokalrivalerne Roma og tre point efter førerholdene Juventus og Udinese. Jeg holder stadig (stædigt) fast i min tro på Lazio som top 3-hold.