Top-10 over den bedste musik i 2012

Publiceret d. 2. januar 2013 af Emil Birkeland Klintorp

Når året går på hæld, og jeg kigger tilbage på de forgangne måneders musikalske frembringelser, så bliver jeg ofte positivt overrasket og tænker: Det bliver sgu svært at overgå i året, der kommer. I 2011 stak især Destroyer og The Weeknd snuden frem med plader (ja, ja, jeg er årgang 1982), der var umulige at glemme, og som satte en musikalsk dagsorden, hvad angik originalitet og kvalitet i den overordnede genre beat. I år sidder Canada ikke lige så tungt på min liste, selvom en god gammel kending fra Montreal klemmer sig ind i top-3, hvor USA og Sverige også er repræsenteret.

Syv ud af de ti navne på min top-10 er i øvrigt solister, hvilket man nok kunne fabulere om og fortolke på, hvis man var musikjournalist. Jeg er bare en journalist, der elsker musik, så det vil jeg afholde mig fra og nøjes med at konstatere, at 2012 blandt andet var året, hvor R'n'B-genrens muligheder og grænser på smukkeste vis blev udnyttet og overskredet af en 25-årig amerikaner, der på den måde bragte stafetten videre efter The Weeknd's magtdemonstration i 2011. Du kan finde de bedste numre fra hvert enkelt album under min profil på Spotify-playlisten My Top 10 Music Albums of 2012. Here goes...

1. Frank Ocean / Channel Orange

Så er den karriere vist skudt i gang. Med debut-albummet Channel Orange indfriede Frank Ocean alle de forventninger, der med rette var skabt efter den unge amerikaners mixtapehits. Smag på navnet. Frank. Ocean. Det lyder som en gangster fra 70'ernes Miami tilsat solskin, Hawaii-skjorter, guldkæder på solbrun hud og pastelfarver. I virkelighedens verden er der tale om det største stjerneskud på R'n'B-himlen, der med stemmebåndet dyppet i koncentreret soul skruede op for dekadencen, musikaliteten og legesygen i 2012. Selvom solen skinner på Oceans sange, betyder det ikke, at alt er fryd og gammen. Tværtimod er hans tekster fyldt med stofmisbrug, angst og mørke tanker, hvilket han har til fælles med sin canadiske kollega The Weeknd. Men hvor den tre år yngre Abel Tesfayes sovekammerversion af R'n'B-genren bevæger sig i sit eget minimalistiske nattemørke, er Frank Oceans musikalske univers anderledes eklektisk med soul-, jazz-, funk- og electronica-referencer - for nu bare at nævne en håndfuld. R'n'B'en og soulen har fået en ny stor stemme, og ejermanden har i den grad noget på hjerte, der i denne kontekst rimer på smerte.

2. Jens Lekman / I Know What Love Isn't

"You don't get over a broken heart / You just learn to carry it gracefully".
Og at bære et knust hjerte kan svenske Jens Lekman. Den melankolske gavtyv fra Göteborg fulgte i 2012 op på det fremragende album Night Falls Over Kortedala fra 2007 på mesterlig vis og formåede sågar at forny sit udtryk på I Know What Love Isn't, der som titlen antyder handler om kærlighed og særligt den ulykkelige af slagsen. Med sit flair for den gode historie, glimtet i øjet og det betragtelige sangskrivertalent cruiser Lekman croonende uden om det patetiske og selvmedlidenheden på et album, der virker lige så terapeutisk på lytteren, som skabelsesprocessen sikkert har virket på kunstneren selv. Jeg havde i det forgangne år fornøjelsen af at opleve Lekman i Lille Vega i København. Her manifesterede den umiddelbart lidt generte svensker sig som en ægte entertainer, der med sin historiefortælling, det skælmske glimt i øjet og de knivskarpe popmelodier fik salen til at koge af kærlighed. Til Lekman. Til musikken. Til det knuste hjerte.

3. Leonard Cohen / Old Ideas

Leonard Cohen står for mig som et af de største nulevende ikoner, hvad angår musik og poesi. Derfor var det med tilbageholdt åndedræt, jeg første gang lyttede til den 78-årige canadiers 12. studiealbum, Old Ideas. Ikke fordi jeg forventede, at det ville skuffe. Men jeg frygtede det lidt. Det skulle dog vise sig at være en samling stærke, vedkommende og smukke sange, som ikke kun jeg, men kritikere og lyttere over hele verden har taget til sig. Cohens første album i otte år bærer præg af sangerens alder og de deraf følgende tanker om døden. "I've got no future / I know my days are few", synger L. Cohen på The Darkness. Dovent vugger sangen fremad, og selvom forfaldet er allestedsnærværende på albummet, så sidder man ikke trist og modløs tilbage. Tværtimod. Det er i virkeligheden en fællesnævner for de tre album, der topper denne årsliste. Tre album, der ellers på alle måder skiller sig musikalsk ud fra hinanden, formår hver især at oplyse de dystre temaer, de udspringer af. Folk, der grundet den ene eller den anden personlige brist ikke kan se skønheden i Cohens musik, vil måske beskrive den med adjektiver som deprimerende, trist og kedelig. På mig har Cohen den stik modsatte virkning. Den sætter tanker i gang. Stimulerer fantasien. Reflekterer livets store spørgsmål. Stemmen og sangene sidder i én, længe efter man har slukket for musikken. Det er det, kunst kan. Det er det, Cohen kan.