Publiceret d. 19. august 2011 af Emil Birkeland Klintorp

Hvad er forskellen på den gruppe Tai Chi-udøvere, man kunne se tirsdag aften lidt over otte i halvmørket bag Parkens D-tribune, og de 10 hvidklædte markspillere, der små tre kvarter senere tog fat på en af Københavns vigtigste kampe denne sæson? Jo, hvis man kneb øjnene sammen kunne man rent faktisk spore minimal kropsbevægelse hos gruppen af koncentrerede Tai Chi-entusiaster.

Skulle man være i tvivl om, hvor sløjt det stod til på Parkens græstæppe, behøvede man blot at kaste et blik på den 36-årige tjekkiske midtbanespiller og anfører, Pavel Horváth. Denne mildt sagt korpulente mand formåede kampen igennem at dominere midtbanen på sine alt andet end hurtige, men yderst snu præmisser og legede gang på gang kispus med sine direkte københavnske modspillere Christian Grindheim og Thomas Kristensen (TK), der - skal det understreges - begge er otte år yngre end den tjekkiske veteran.

Det er ikke for at hænge TK ud, for alle københavnerne - pånær lige højrekanten Christian Bolaños - spillede kampen igennem, som havde de fået bundet blylodder om en vis kropsdel. Men da TK - endda foran et kollektivt sukkende Nedre C - lod en modstander sprinte forbi sig langs sidelinjen i stedet for at begå det professionelle frispark, der havde forhindret, at bolden få sekunder senere lå bag Johan Wiland, blev Københavns problem serveret på et sølvfad: Spillerne var for langsomme i både tanke og handling.

Efter kampen var den meget anonyme Christian Grindheim (nord)mand nok til at afvise enhver snak om uheld. Ja, faktisk slog han fast, at der ikke er noget, der hedder uheld i fodbold. Og ganske rigtigt: Som i 99 procent af alle kampe, havde held og uheld da heller ingen effekt på resultatet denne augustaften i Parken. Der findes henholdsvis defensiv og offensiv effektivitet og ineffektivitet.

Den defensive ineffektivitet demonstrerede venstreback Pierre Bengtsson, da han passivt lod Plzens Martin Fillo trække ind i banen for at trykke af. Det havde derfor intet med uheld at gøre, da bolden et øjeblik senere havnede i fjerneste målhjørne bag Wiland. I den anden ende af banen spillede Dame N'Doye sin svageste kamp længe. Han virkede frustreret og var i mange situationer uvenner med bolden, der nemt hoppede fra senegaleseren. Det uventede skulle komme fra en spiller som ham. Det gjorde det aldrig. 

Efter at have overværet kampen tog man sig da også til hovedet, da Zanka ifølge overskriften på denne artikel umiddelbart efter 1-3-nederlaget slog fast, at modstanderen havde være "pisseheldig". Som så ofte før i denne del af dansk sportspresse viste sandheden sig først længere nede i teksten, hvor det blot var Plzens første mål, Zanka bedømte som heldigt. Man kunne også have klandret selvmålssynderen Sølvi Ottesen for i en yderst kritisk situation at have gebærdet sig som en islandsk blåhval i en porcelænsbutik, men sådan er der så meget.

Efter en flot sæsonstart i pointmæssig forstand måtte København naturligvis løbe ind i et nederlag på et eller andet tidspunkt. Vi havde nok bare ikke regnet med at det allerede skulle komme nu mod et relativt ubeskrevet blad som FC Viktoria Plzeň, der dog skulle vise sig at være den foreløbigt mest kompetente modstander siden sommerpausen.

Når et spinkelt håb onsdag aften i Prag er vekslet til en billet til gruppespillet i sekundaturneringen Europa League, har Københavns mange nye spillere forhåbentlig fået en huskekage, der fremover kan minde dem om, at det tempo, der er tilstrækkeligt til at skrabe maksimumpoint sammen uge efter uge i Superligaen, nemt går hen og bliver udstillet som tragikomisk, når Uefas cirkus kommer til byen - hvadenten det er af en flok Tai Chi-udøvere eller af en halvgammel, overvægtig tjekkisk kaptajn.