Sid Lowe in Spain og stripklubber i Liverpool

Publiceret d. 15. august 2011 af Emil Birkeland Klintorp

Fodbolden er så småt begyndt at rulle igen i de største europæiske ligaer - vi mangler endnu La Primera og Serie A - hvilket gør det aktuelt at komme med en anbefaling fra den bugnende podcast-buffet af mere eller mindre spiselige retter fra ind- og udland.

Den britiske avis The Guardians 'Football Weekly' er et eksempel på, at oplysende og velargumenterede pointer omkring europæisk topfodbold sagtens kan spille sammen med sjofel- og platheder, så længe de sidstnævnte leveres med den lune og det selvironiske glimt i øjet, der er så umiskendeligt britisk.

Hovedvægten ligger naturligt nok på den hjemlige Premier League, men hver uge slåes der et smut forbi Spanien, Italien, Frankrig og Tyskland, hvor fodboldeksperter med netop disse lande og ligaer som speciale gør én klogere. I uger med kampe i Champions League og Europa League lægger holdet bag podcasten en ekstraudsendelse ind om torsdagen.

Som stamlytter af 'Football Weekly' er man for længst blevet afhængig af værten James 'Jimbo' Richardsons rappe ordspil, Sid Lowes detaljerede rapporter fra Spanien (ofte ombord på et offentligt transportmiddel) og - min personlige favorit - irske Barry Glendennings no nonsense-attitude og politisk ukorrekte humor, der rammer spillere og fans såvel som kollegaerne i studiet.

Et emne som stripklubber i Liverpool ligger måske ikke lige til højrebenet i en podcast om professionel fodbold, men det lægger - heldigvis - ikke en dæmper på Barry Glendenning, der i stedet svinger venstreskøjten og sørger for at sæsonens første 'Football Weekly' skydes i gang med den form for anarki i faste rammer, der er blevet programmets charmerende varemærke.