Publiceret d. 30. maj 2012 af Emil Birkeland Klintorp

Jeg har netop tygget mig gennem essayromanen 'Flanørens blik' af svenske Ulf Peter Hallberg, hvorfra den rammende definition af den attråværdige flanør herunder stammer. Bogen kan i øvrigt anbefales, hvis du er interesseret i moderne europæisk historie, litteratur og filosofi. Det blev til tider en smule for højpandet for mig, men ingen er som bekendt fuldkommen.

"Flanøren er et menneske, der mangler tro, men lægger vægt på holdning. Han standser sine skridt for at lægge mærke til noget; det er hans ærbødighed. Hans rettesnor er tilfældet, vilkårlighederne og fejltagelserne. Intet kan være så fordelagtigt for ham som en forkert adresse. Byen udsender konstant signaler for at føre ham vild, og han følger opfordringen. Han er vildvejens hero, afvejens eventyrprins og uheldenes Don Quijote. Han standser op foran monumentet for de faldne i den store fædrelandskrig. Brudeparrene slentrer gennem parken for at lægge deres blomster foran den evige flamme. Flanøren forstår dem. Han værdsætter symbolske handlinger."