Hvad der gemte sig bag de 16 kilometer

Publiceret d. 25. august 2011 af Emil Birkeland Klintorp

Startskud! 50 meter længere fremme kan jeg se, at de forreste i feltet - altså dem, der løber for at vinde - begynder at bevæge sig. Bølgen af duvende menneskehoveder skvulper bagud, indtil det bliver min tur til at sætte bentøjet i gear. Det tusindben, der udgøres af deltagerne i dette års Powerade København Halvmaraton, danser ned ad Øster Allé forbi Parken. Forude venter 21,1 kilometer.

Det er første gang, jeg stiller op i et officielt langdistanceløb, så der har været en vis nervøsitet i kroppen de sidste 24 timer frem mod denne solbeskinnede søndag i august. Min ambition er at løbe på under to timer. Det burde være muligt, selvom jeg ikke aner, hvad der venter efter 16 kilometermærket. Derude har jeg aldrig bevæget mig. Jeg skal nok komme i mål - men i hvilken tilstand?

Som førstegangsløber ved et halvmaraton er det lige netop dette aspekt, der gør det til en oplevelse ud over det sædvanlige, blev jeg enig med min løbemakker om. For hvor ofte i sin digitaliserede hverdag oplever man at blive kastet ud i den gråzone, hvor man grundlæggende er i tvivl om, hvordan kroppen og til dels psyken vil reagere? For mit vedkommende ikke før nu.

Ude på den smukke rute gennem det gamle København er det først efter 10 kilometer, jeg begynder at smide de lurende sidesting af mig og finde et godt løbetempo på omkring 12 km/t. Det overrasker lidt, at det faktisk er her lige før 15 kilometermærket, at jeg befinder mig bedst fysisk. Samtidig begynder nogle af dem, der har lagt ud i højt tempo at dratte ned gennem feltet. Min taktik, der gik ud på at begynde i roligt tempo for derefter at øge farten, ser ud til at bære frugt.

På Strandboulevarden bliver jeg overhalet af en tidsholder med den blå ballon, der signalerer, at man skal holde sig i nærheden, hvis man vil nå i mål inden for 1 time og 50 minutter. Jeg halser efter den dansende ballon, mens smerterne tager til i lægge og knæ. Fra 18 kilometermærket ser jeg mange løbere, der er blevet til fodgængere - sågar en enkelt, der har smidt håndklædet i Jagtvejens asfalt og nu ligger på ryggen og pruster.

Rundt om Fælledparken og op langs Rigshospitalet bliver meterne længere. Det er nu kun det faktum, at jeg blot skal runde to gadehjørner mere, som holder benene igang. På Blegdamsvej runder jeg ballondamen ud for frimurernes arkitektoniske kolos. Foran mig strækker Øster Allé sig, og målbanneret kan skimtes. Benene er nu så ømme og inderlårene så tyndslidte, at mit forsøg på en slutspurt må have set ganske komisk ud for de mange tilskuere på opløbsstrækningen.

Svimmel og svedende tumler jeg over målstregen i tiden 1:48:24.