Afsky og fascination i Madrids macho-teater

Af Emil Birkeland Klintorp, d. 3. august 2011

Ved siden af os sidder to vandkæmmede spanske drenge iklædt nystrøgede hvide skjorter og nyder blodbadet. De er ikke meget ældre end ti år. Med opspilede øjne og overstadige glædesudbrud følger børnene den makabre kamp, der udspiller sig små 100 meter herfra. I samme øjeblik stikker manden i de stramme, farvestrålende gevandter hver en centimeter af sit sværds blad gennem nakkehvirvlerne på det omkring et halv ton tunge dyr, hvis forben bukker under for vægten af den muskuløse og blodindsmurte krop, som rammer jorden og giver sig til at ryste i sine sidste spjættende krampetrækninger.

Vi er til tyrefægtning på Las Ventas i Madrid – verdens vel nok mest berømmede arena inden for det kontroversielle kulturfænomen, den spansktalende verden kalder corrida de toros. Min rejsekammerat og jeg er bænket på øverste afsnit, hvorfra vi skuer ud over katedralen med de godt 20.000 tilskuere. Den støvede arena har de seneste 80 år dannet rammerne om det, der fremstår som en moderne pendant til gladiatorkampene i Colosseum. Denne aften er blot en af mange i maj måned, hvor Madrids indbyggere fejrer metropolens skytshelgen, San Isidro. Hver eneste majaften slår Las Ventas sine porte op for hengivne spaniere og nysgerrige turister - for gråhårede aficionados og eksalterede ynglinge. Her opererer man ikke med lovbefalede aldersbegrænsninger som dem, vi kender fra danske kulturinstitutioner.

Det er med blandede følelser, man som dansker og førstegangsbesøgende på Las Ventas overværer dette spektakel. Afsky og fascination er to af de ord, der ligger lige for, når ens nordeuropæiske gemyt desperat forsøger at fordøje det panoramiske sansebombardement. I den ene ende af følelsesregistret spirer et naivt håb, om at dyret overlever og til sidst får ramt på matadoren, der i sit spraglede skrud og med sine smidige bevægelser udtrykker alt det hovmod, vi fra barnsben har fået at vide, står for fald. I den anden ende bobler entusiasmen frem og gør det svært at holde hænderne i ro, når tribunernes masser applauderer en særligt dygtig matador. Det er vanskeligt at holde kæft og ikke stemme i de tusindvis af olé-råb, der skyller ned mod hovedpersonen, når han svinger den nok så kendte røde klud, muleta’en, særligt behændigt, får tyren til at springe i raseri og derefter med arrogant dødsforagt vender ryggen til den udmattede kolos for at tage imod det kræsne publikums hyldest.

Denne dramatiske koreografi med alle dens iboende fortællinger og farverige billeder har i tidens løb haft en dragende effekt på store kunstnere som Pablo Picasso og Ernest Hemingway – og vores egen Klaus Rifbjerg ikke at forglemme. Tyre optræder hyppigt som motiver i Picassos billeder, mens Hemingway sætter bevingede ord på tyrefægtningen i sit kanoniserede værk Døden kommer om eftermiddagen. Macho-fascinationen af tyrefægtningen er åbenlys hos disse notorisk maskuline skønånder, men Hemingway tager den skridtet videre og kalder helt i tråd med mange spanieres opfattelse dødskampen for rendyrket kunst: ”Tyrefægtning”, skriver han, ”er den eneste kunst, hvor kunstneren svæver i livsfare, og hvor graden af præstationens brillans er op til den kæmpendes ære”.    

Det virker dog ikke umiddelbart, som om de farverige kunstnere i arenaen er døden nær denne lune majaften i Madrid. Når en af aftenens tre matadorer for en sjælden gangs skyld falder ud af takt med tyrens hidsige angrebstrin og er få centimeter fra at få de sylespidse horn at smage, springer en af hans assistenter frem og afleder det ellers så målrettede dyrs opmærksomhed. I det hele taget begynder kampenes ritualer, efterhånden som de to timer går, at virke lettere bedøvende. Man bliver svimmel af at tænke på, at over 180 tyre – seks hver aften - må lade livet på Las Ventas i maj. Og hvad mon der sker med de omkring 90 ton kød, som slæbes ud af arenaen i løbet af festivalmåneden? Det tankemæssige sidespor ser vi dog ud til at have for os selv. Ved siden af har de lokale travlt med skiftevis at pifte, råbe og klappe, alt imens de ældre herrer holder et vågent øje med den halvanden liters sæk rødvin, der danser rundt mellem venner og bekendte på tribunerækkerne.

At tyrefægtningens teatralske opsætning af tilværelsens to største drifter, livet og døden, har appelleret til massevis af kunstnerhjerter gennem årene, er til at forstå. Når man har set denne fremmedartede, blodige og brutale tradition udspille sig for øjnene af én, er det imidlertid også til at forstå, hvorfor dyreværnsorganisationer raser, og Catalonien som den første spanske region på fastlandet netop har forbudt tyrefægtningen. Der er med andre ord ingen chance for, at man efterlades uberørt af en aften på Las Ventas. Så tag en tur til Madrid, planlæg en aften i tyrens tegn og mærk afskyen eller fascinationen ramme dig – eller sandsynligvis begge dele på én gang.